App Jam Music Lab er en kreativ og legende koncert med musikeren, komponisten og programmøren Thomas Sandberg, hvor der musiceres via apps på iPhone og iPad

Lyde og klange vil blive genereret både syntetisk men også via livesamplinger af publikum samt objekter i rummet. Thomas vil også bruge sin stemme samt sine egenskaber som slagtøjsspiller.

Koncerten kan, hvis muligheden er der, integreres med livegenereret grafik og video som bliver projekteret op på en medbragt mobilskærm, der også kan anvendes til at anskueliggøre hvilke apps, der anvendes og hvordan.

De Apps der anvendes i koncerten er allesammen tilgængelige og publikum kan således umiddelbart efter koncerten få adgang til at lave musik på samme måde.

Thomas vil i løbet af koncerten fortælle og demonstrere hvordan de enkelte apps fungerer.

Koncerten rummer rigtig gode muligheder for efterfølgende workshops for lærere og elever, hvilket er tiltrængt, da alle folkeskoler over hele landet efterhånden bruger iPads og anden teknologi og derfor meget ofte savner instruktion og inspiration.

Koncertens pædagogiske mål er at demonstrere hvordan kreativitet og fantasi både kan stimuleres og udfoldes via anvendelsen af apps på de nye platforme.

Koncerten vil også have et tværfagligt sigte til andre fag som f.eks. matematik og billedkunst

Thomas Sandberg har mange års erfaring med at arbejde med teknologi i forbindelse med sine koncerter og teaterforestillinger. Han udvikler selv software og har senest fået sin LiveLooperOne app accepteret på Mac App Store.